Når du mister uden at miste

by admin on 23. februar 2012

Det er benhårdt at være pårørende til en dement” var der én, der sagde til mig for godt halvandet år siden. Det har hængt fast lige siden… selvom jeg har forsøgt at komme op med en anden og mere flatterende beskrivelse, er det ikke lykkedes. For det er præcist, hvad det er. Det er benhårdt!

På én og samme gang skal du forholde dig til din sorg over at miste én, der står dig nær samtidig med, at du skal sætte dine følelser til side og forholde dig pragmatisk til, hvordan du takler dagligheden både for dig selv og den demente. Og dette i mange tilfælde ”bagom ryggen” på den demente, fordi den demente ikke fejler noget i sin egen verden. Så der er ikke basis for samarbejde… Det er også benhårdt!

Det er benhårdt at ”uddanne” sig til pårørende til demente. De fleste af os starter helt på bar bund… heldigvis. Så det er forfra hver gang… I sin tid da min mor fik diagnosen Alzheimer var eet af mine første spørgsmål til demenskoordinatoren ”hvordan kommer det til at forløbe?” Jeg søgte en specifik opskrift, så jeg vidste, hvad jeg skulle forholde mig til og derfra kunne lægge en plan. Men som du sikkert også selv har erfaret, så findes der ikke en opskrift. Der er ikke to demens forløb, der er ens. Så der er kun én vej – og den er ikke belagt med rosenblade.

For ”når du mister uden at miste” skal du i virkeligheden kunne rumme alt dette på én gang:

-      Være i sorg over at miste og ikke få sagt farvel
-      Forholde dig til at din kære ikke kan klare sig selv mere og have overskud til at finde løsninger på det (sammen med resten af familien)
-      Være glad i nuet sammen med din kære og give så meget kærlighed som muligt
-      Indtage rollen som ”plejer” eller ”hjælper” og give afkald på nærheden
-      Være vidne til at din kære forsvinder for øjnene af dig uden, at du kan gøre noget
-      Acceptere at din kære har fået en sygdom/dødsdom, der langsomt stjæler din kæres funktioner (både mentale, praktiske, fysiske og sociale funktioner)
-      Tolerere at venner og familie som ikke er tæt på 24/7 stiller spørgsmålstegn ved, om du gør det rigtige, fordi de ikke forstår

Og meget mere…

Der er ikke noget at sige til, hvis vi nogle gange har brug for et pusterum. Og hjælp til selv at komme videre…

For det er så nemt at blive opslugt i din nye rolle som pårørende. Og det er endnu nemmere at glemme, at dit primære ansvar faktisk er at leve dit eget liv. Ikke kun være der for andre…

Det synes jeg har været det sværeste for mig. Derfor online medlemsklubben Et-pusterum.dk med information, inspiration og hjælp til selvhjælp, så du har mulighed for at vælge ”både og” modellen (både rollen som pårørende og mit eget liv) og ikke lade dig nøjes med ”enten eller” (enten dit eget liv eller et liv som pårørende).

Hvad synes du er eller har været det sværeste for dig i rollen som pårørende?

{ 0 comments }